Foto: Sunny Beach i Bulgarien om natten

Bulgarien billeje finder du nemt i søgemaskinen her på Billeje.info til din ferie. Indtast hvornår du skal leje en bil og i hvilken by eller lufthavn og få et overblik med samtlige priser og ledige lejebiler fra alle biludlejningsslskaber i Bulgarien.

Læs også: Information om billeje til din ferie i Bulgarien

Geografi og klima

Bulgarien ligger på den østlige del af Balkanhalvøen ud til Sortehavet. Mod nord danner Donau det meste af grænsen til Rumænien. Landet er cirka to en halv gange så stort som Danmark.

Længst mod nord breder Donausletten sig på næsten en tredjedel af landets areal. Den består af et frugtbart plateaulandskab. Gennem det snor der sig flere ganske korte bifloder til Donau. Syd for Donau løber Balkanbjergene eller Stara Planina i en bue gennem landet fra nordvest til Sortehavets kyst mod øst. Denne smalle bjergkæde har tinder på over 2000 meter.
På en højslette mellem bjergkæderne i vest ligger hovedstaden, Sofia. Lige syd for Balkanbjergene findes lavere bjerge, som med et fælles navn kaldes Antibalkan. I landets sydvestlige del findes der flere mindre, men høje bjergområder som Rila, Pirin og Rodopi. Musala i Rilabjergene er Balkanhalvøens højeste punkt. Mod sydøst breder den frugtbare Thrakiske Slette sig. Igennem den løber floden Maritsa med bifloder.
Størstedelen af Bulgarien har fastlandsklima med varme somre og vintre, der er usædvanligt kolde for disse breddegrader. Mod syd og ved kysten af Sortehavet er klimaet mere som ved Middelhavet med milde vintre. Nedbøren er jævnt fordelt over året. Mod nord og i bjergene falder der ofte sne om vinteren.

  • Areal: 110.994 km2
  • Nabolande: Tyrkiet, Grækenland, Makedonien, Serbien og Montenegro, Rumænien
  • Tid: som Danmark plus 1 time
  • Hovedstad: Sofia
  • Øvrige større byer: Plovdiv, Varna, Burgas, Ruse
  • Gennemsnitstemperatur/døgn: Sofia -2 grader (februar), 21 grader (juli)
  • Gennemsnitsnedbør/måned: Sofia 31 mm (februar) 90 mm (juni)
  • Højeste bjerg: Musala (2925 m.o.h.)
  • Vigtigste floder: Donau, Iskar, Maritsa, Tundsja

Befolkning og sprog

Bulgariens indbyggertal er siden kommunismens sammenbrud faldet med over 10 procent. Det skyldes dels omfattende udvandring, især af bulgarientyrkere, dels de faldende fødselstal som følge af vanskelige økonomiske og sociale vilkår. Desuden er der mange gamle i landet – cirka hver fjerde indbygger er pensionist. Befolkningstallet ventes at blive ved med at falde frem til 2020, også selv om udvandringen skulle ophøre.
Indbyggerne er ujævnt fordelt over landet. Langt de fleste bor i og omkring hovedstaden, Sofia. Bjergegnene er derimod ganske tyndt befolkede.
De fleste indbyggere er bulgarere, et slavisk folk, som er blandet med tyrkiske folkegrupper. Det største mindretal i landet er de såkaldte bulgarientyrkere, etniske tyrkere, der udgør næsten en tiendedel af befolkningen. Hertil kommer en stor gruppe sigøjnere (roma). Denne befolkningsgruppe antages at være betydeligt større, end det fremgår af den officielle statistik, som siger 5 procent. Det har at gøre med sigøjnernes høje fødselstal og deres lave status i samfundet, der betyder, at mange ikke ønsker at lade sig registrere som sigøjner i folketællingerne. Herudover findes mindre grupper af makedonere, albanere, armeniere, jøder, russere, grækere og rumænere.
Forfatningen forbyder etnisk diskrimination, men i praksis er den udbredt. Det går især ud over sigøjnerne. regeringen har modstræbende gjort visse ting for at forbedre sigøjnernes situation, bl.a. efter pres fra EU, men de konkrete resultater er få.
Bulgarientyrkerne er som helhed godt integreret i samfundet i dag. Under kommunismen blev de undertrykt sammen med de ca. 300.000 pomakker (etniske bulgarer, som er muslimer). Regimet indledte i 1984 en “bulgariseringskampagne” med det formål at fjerne bulgarientyrkernes etniske egenart. De blev tvunget til at skifte navn og fik forbud mod at tale tyrkisk offentligt og at udøve deres muslimske religion.
Efter store demonstrationer mod forskelsbehandlingen af bulgarientyrkerne i maj 1989, som førte til voldsomme sammenstød og flere dødsofre, åbnede regimet grænseovergangene, der havde været lukket under kommunismen. Da Tyrkiet efter et par måneder igen lukkede grænserne, havde ca. 360.000 bulgarientyrkere forladt Bulgarien. Godt en tredjedel af dem var dog vendt tilbage året efter.
Efter kommunismens fald blev der indført undervisning på tyrkisk i skolerne, og der kunne atter udgives aviser på tyrkisk. Bulgarientyrkernes situation er som helhed blevet stærkt forbedret i 1990erne, selv om den region i syd, hvor de fleste af dem bor, er blandt landets fattigste og har en høj arbejdsløshed.
Det officielle sprog er bulgarsk, som er modersmål for langt de fleste indbygger. Det er det ældste slaviske skriftsprog og et sydslavisk sprog, som blev talt i området allerede i 800-tallet. Det skrives med det kyrilliske alfabet og er nært beslægtet med makedonsk. De bulgarske myndigheder vil dog ikke anerkende makedonsk som et selvstændigt sprog og kalder det vestbulgarsk. Bulgarientyrkerne taler tyrkisk og sigøjnerne romani, selvom begge folkegrupper i reglen også taler bulgarsk.

  • Indbyggertal: 7,8 mio.
  • Antal indbyggere/km2: 70
  • Andel af befolkningen, der bor i byerne: 67%
  • Fødselsrate: 0,9%
  • Dødsrate: 1,4%
  • Naturlig befolkningstilvækst:  -0,5 %
  • Gennemsnitslevealder: kvinder 75 år, mænd 69
  • Skolegang: obligatorisk i ti år
  • Andel læsekyndige voksne: 98,5%
  • Befolkningsgrupper: bulgarere 84%, bulgarske tyrkere 9%, sigøjnere 5%. Desuden mindre grupper af makedonere, albanere, russere, armeniere m.fl.
  • Sprog: bulgarsk. Desuden tyrkisk, romani og makedonsk
  • Religion: bulgarsk-ortodokse 85%, muslimer 10%. Desuden katolikker, protestanter, armensk-apostolske og jøder
  • Nationalitetsbetegnelse: bulgarer

Religion

Der er religionsfrihed, og stat og kirke er adskilt. Siden kommunismens fald har Bulgarien oplevet en religiøs vækkelse. Den bulgarsk-ortodokse kirke har fået mange nye tilhængere, og flere nye kirker og religiøse organisationer har fået fodfæste i landet. Det gælder især protestantiske kirker. Frikirker som Jehovas vidner, pinsekirken, baptister og mormoner skal dog lade sig registrere, inden de kan få lov at virke frit i landet. “Traditionelle” religioner som islam og jødedommen er ikke underlagt de samme regler.
Et flertal af bulgarerne tilhører den bulgarsk-ortodokse kirke, som er et selvstændigt patriarkat med sæde i Sofia. Patriarkatet blev anerkendt i år 927. Bulgarien var kristent allerede i 200-tallet. Kristendommen mistede dog fodfæste, da slaverne indvandrede i 500-tallet, men vandt siden atter indpas i år 865, da fyrst Boris lod sig døbe af missionærer fra Konstantinopel. De kristne blev dog forfulgt under den lange osmanniske besættelse (1396-1878).
Der findes også en række andre, mindre trossamfund. Af dem har den romersk-katolske kirke flest tilhængere. En mindre del af dem er uniater – katolikker, som bruger den byzantinske liturgi. Andre kristne trossamfund er det armensk-apostolske og forskellige protestantiske menigheder. Bulgarientyrkerne, pomakkerne og halvdelen af sigøjnerne er muslimer.
Kommunistregimet udøvede en streng kontrol med de religiøse samfund. Få kirkeledere protesterede over den antireligiøse politik. De muslimske ledere var lige så passive. Efter kommunismens fald brød en fraktion af den ortodokse kirke ud af moderkirken i protest mod, at den patriark, kommunisterne havde udpeget, fik lov at blive siddende. Til trods for, at en lov fra 2001 slår fast, at alle landets bulgarsk-ortodokse kirker hører ind under moderkirken, fortsætter denne såkaldte Alternative synode med at virke i besatte kirker og klostre. I 2004 lukkede myndighederne 250 kirker og klostre, som den Alternative synode drev.

Uddannelse

Grundskolen er inddelt i tre stadier. Den er gratis og obligatorisk i alderen syv til 16 år. Omkring 98 procent af alle børn begynder i første klasse. Skolesystemet lider dog under mangel på penge og kvalificeret arbejdskraft, og mange elever går ud af skolen i utide. Hvert tredje sigøjnerbarn gør ikke skolen færdig. Derfor er analfabetismen vokset blandt sigøjnerne, der altid har haft dårligere læse- og skrivefærdigheder end gennemsnittet.
Efter skolen kan eleverne fortsætte i gymnasiet, der har flere linjer: erhvervsuddannelse, teknisk-økonomisk linje eller forberedende uddannelse til videregående studier. Otte ud af ti elever fortsætter i gymnasiet.
De fleste elever går i offentlige skoler. I 2003 havde privatskolerne kun 8000 elever. I de større byer kan eleverne også vælge de meget eftertragtede skoler, der har specialiseret sig i undervisning i fremmedsprog og udviklet sig til eliteskoler.
At landets fem universiteter ligger det ældste, der blev grundlagt i 1888, i Sofia. Antallet af studerende ved universiteterne og de over 40 andre højere læreanstalter steg kraftigt i 1990erne. I 2002 kom ca. 50.000 nyuddannede ud på arbejdsmarkedet fra de højere læreanstalter.

Kultur

I nærheden af byen Varna ved Sortehavskysten har man gjort det hidtil ældste kendte fund af forædlet guld. Det stammer fra 3000-tallet f.v.t. Størstedelen af de arkæologiske fund i Bulgarien stammer fra thrakerne, et gammelt indoeuropæisk folk, som boede på dele af Balkan. Ved Kazanlak, 200 km fra Sofia, findes en over 2000 år gammel, berømt thrakisk begravelsesplads, som er smykket med fresker. Også paladsruinerne ved de gamle byer Plovdiv, Pliska og Veliko Tarnovo er verdensberømte.
De næsten 500 år under osmannisk/tyrkisk overherredømme (1396-1878) medførte stagnation for den bulgarske kultur. Først i forbindelse med den nationale vækkelse i 1800-tallet begyndte der igen at udvikle sig et mere sofistikeret kulturliv med forbillede især Vesteuropa. Lyrik, kunst og teater begyndte at vinde indpas. Den første teaterforestilling i moderne tid blev vist i 1856. i 1889 skrev forfatteren Ivan Vazov romanen Under Åget, som regnes for Bulgariens nationalepos. Blandt moderne forfattere er lyrikeren Blaga Dimitrova (i øvrigt landets vicepræsident 1991-1993) en af de mere kendte.
Teater og opera spiller en vigtig rolle i kulturlivet. Bulgarsk sangtradition har i de senere år fået opmærksomhed ved internationale turneer med blandt andre kvindekorene Les Mystères des voix Bulgares og Chor Angelite. Sangene fremføres ofte uden akkompagnement, og i repertoiret indgår ortodoks kirkemusik fra 1200-tallet og senere, samt traditionelle folkesange.
Før 1990 blev kulturlivet kontrolleret af Kommunistpartiet, og i de største byer var der statsfinansierede symfoniorkestre, operahuse, teatre, kulturhuse og museer. I dag hersker et frit kulturklima, men samtidig er de fleste statslige tilskud forsvundet, og mange kulturinstitutioner har haft svært ved at overleve.

Forfatningen garanterer ytrings- og pressefrihed. Der hersker et åbent debatklima, og siden 1998 er der kommet en række nye medier til, som repræsenterer hele det politiske spektrum. Regeringen er dog blevet kritiseret for at blande sig, når centrale poster skal besættes i de statslige medier. Der findes også en omdiskuteret injurielov, der er blevet brugt til at idømme journalister bøder eller fængselsstraf.
Bulgariens presse domineres nu af private medievirksomheder. Det største af en snes dagblade er 24 Tjasa. Den har siden 1996 været ejet af en tysk medievirksomhed ligesom den næststørste avis, Trud. Det venstreliberale Sega var i 2003 landets tredjestørste dagblad.
Socialistpartiets avis Duma og den borgerlige alliance UDF’s Demokratsija udkom i begyndelsen af 2000-tallet i ganske små oplag. Nosjten Trud er den førende aftenavis. Af ugeaviser med seriøst indhold er søndagsavisen 168 Tjasa størst. Ugemagasinet Capital betragtes som den mest seriøse publikation.
Det statslige Bulgarska Natsionalna Televisija, BNT, sender over hele landet på to kanaler. BNT har public service-forpligtelse og skal være politisk uafhængig. Siden 2000 har Bulgarien også haft to private, landsdækkende fjernsynsstationer med udenlandske ejere: bTV, som ejes af den australske mediemagnat Rupert Murdoch, samt Nova TV. Der er også regionale, private tv-stationer.
Staten ejer begge de landsdækkende radiokanaler, men der findes et stort antal private radiostationer, som sender lokalt og regionalt.

Politik

Ifølge forfatningen fra 1991 er Bulgarien en republik med parlamentarisk styreform. Den lovgivende, udøvende og dømmende magt er adskilt. Der lægges i ordlyden vægt på individets fri- og rettigheder, men politiske  partier må ikke dannes på et separatistisk, etnisk eller religiøst grundlag. Forfatningen forbyder etnisk diskrimination, men der nævnes ingen specifikke rettigheder for mindretallene.
Præsidenten er statsleder og øverstbefalende for de væbnede styrker. Han vælges for en femårs periode og kan kun genvælges én gang. For at blive valgt skal en kandidat have over halvdelen af stemmerne, ellers kræves endnu en valgrunde mellem de to førende kandidater. Præsidenten kan ikke tage initiativ til nye love, men har mulighed for ved hjælp af et særligt veto at forhale vedtagelsen af lovforslag og dermed fremtvinge en ny behandling af sagen i parlamentet.
Parlamentet, nationalforsamlingen, har ét kammer, hvis 240 medlemmer vælges for fire år i forholdstalsvalg. Spærregrænsen er 4 procent. Der kan bl.a. udskrives valg, hvis regeringen har tabt en tillidsafstemning i parlamentet, eller hvis ministerpræsidenten dør. Ud over at vedtage love har nationalforsamlingen til opgave at godkende finansloven, fastsætte tidspunktet for præsidentvalg, vælge og afskedige regeringsledere, godkende internationale aftaler samt erklære krig og indgå fredsaftaler.

Den udøvende magt ligger hos regeringen, ministerrådet, der ledes af ministerpræsidenten. Denne udnævnes formelt af præsidenten.
Administrativt er landet opdelt i 28 amter, oblast, og 259 kommuner, obsjtina. Amterne styres af amtmænd, som er udpeget af regeringen. Kommunerne har folkevalgte byråd, der vælger borgmestrene. Bulgarien er dog meget centralt styret, og korruptionen er omfattende inden for statsforvaltningen.
Forfatningen foreskriver et uafhængigt retsvæsen, der består af regionale og distriktsdomstole samt højesteret. De fleste udnævnelser af personer til juridiske embeder foretages af Det Øverste Juridiske Råd. Forfatningsdomstolen afgør stridigheder i grundlovssager, og dens tolkninger er bindende. Parlamentet ophævede dødsstraffen i 1998, hvilket var en forudsætning for forhandlinger om medlemskab af EU.
Der er store problemer med korruption og ineffektivitet inden for retsvæsenet samt brister i retssikkerheden. Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International har rapporteret om overgreb fra politiets side i form af tortur, mishandling og overdreven brug af skydevåben. I mange tilfælde er det landets sigøjnere, det går ud over.
Det partipolitiske liv var ustabilt i 1990’erne. Alliancer blev oftest bygget på personlige relationer, og der forekom hele tiden ommøbleringer inden for dem. Der fandtes en stærk modsætning mellem højre og venstre. Først i 1997 fik landet en regering, der opnåede at sidde mandatperioden ud. I starten af 2000-tallet var den parlamentariske situation stabiliseret.
Siden juni 2001 har eks-kong Simeon II’s parti, Simeon II’s nationale bevægelse (Nacionalno Dvisenie Simeon Vtori, SNM) haft regeringsmagten. Partiet er et centrum-højreparti med populistiske indslag, men havde under valgkampen held til at stille sig uden for højre-venstreskalaen, takket være ekskongens enorme popularitet. Partiet har som sine erklærede mål at bekæmpe korruption og kriminalitet og højne levestandarden for den almindelige bulgarer. SNM kombinerer løfterne om omfattende social velfærd med markedsøkonomiske reformer.
SNM’s hovedmodstandere i valget i 2001 var samlet i den siddende borgerlige regeringskoalition De Forenede Demokratiske Kræfter (Sajuz na Demokratitni Sili, SDS, på engelsk UDF) og fire mindre partier: Det Demokratiske Parti (Demokratitjeska Partija), Agrarpartiet (Balgarski Semedelski Naroden Sajus), Det Socialdemokratiske Parti (Balgarska Sotsialno Demokratitjeska Partija) og Det Nationale Demokratiske Parti (Natsionalno Demokratitjeska Partija).
SDS/UDF blev dannet som en alliance af en række antikommunistiske småpartier og grupper, da disse fik lov at virke i 1989. Det har sin stærkeste støtte i byerne, blandt yngre vælgere og yngre, selvstændige erhvervsdrivende. UDF er dog blevet svækket af interne magtkampe i de senere år.
Socialistpartiet (Balgarska Sotsialistitjeska Partija, BSP) er efterfølgeren til Kommunistpartiet. Partiet indgik i 2001 i valgforbundet koalition for Bulgarien, som består af en række venstreorienterede partier.
Bevægelsen for Rettigheder og Friheder (Dvisenie za Pravata i Svobodie, DPS) er i praksis det tyrkiske mindretals parti. Det indgik i 2001 valgforbund med Den Liberale Union (Liberalan sajus) og sigøjnerpartier Evroroma, men blev straks efter valget Simeon-partiets koalitionspartner og fik to ministerposter.

Vigtige årstal i Bulgariens historie

  • 681    det første bulgarske kongerige grundlægges
  • 1018    byzantinsk styre
  • 1186    det andet bulgarske kongerige
  • 1396    den tyrkisk besættelse indledes
  • 1878-1908    selvstyre under tyrkisk overhøjhed
  • 1908    selvstændigt bulgarsk kongerige
  • 1912-13    Balkankrigene
  • 1944    sovjetisk besættelse
  • 1946    Folkerepublikken Bulgarien udråbes
  • 1990    de første frie valg efter kommunismens fald
  • 2004    medlemskab af NATO

Ældre historie

Den første kendte befolkning i området var thrakerne, et indoeuropæisk folk, som beboede dele af Balkan og har efterladt sig rige gravfund. Thrakernes rige havde sin storhedstid i 600-tallet f.v.t. I 300-tallet f.v.t. blev Thrakien erobret af makedoneren Filip II, far til Alexander den Store. Nogle år efter Kristi fødsel kom romerne til området. Da Romerriget blev delt i 395 e.v.t., kom Thrakien til at høre under det østromerske rige, Byzans.
I 600-tallet indvandrede et tyrkisk rytterfolk, bulgarerne, området fra stepperne nord for Sortehavet. I løbet af et par århundreder var bulgarerne blevet blandet med den slaviske befolkning, der var trængt ind i området i 500-tallet. Det første bulgarske kongerige (681-1018) udgjorde fra tid til anden en trussel mod Byzans.
I 800-tallet blev den ortodokse kristendom antaget som officiel religion under kong Boris I. Da hans søn, Simeon I, sad på tronen (893-927), nåede kongeriget sin storhedstid. Kunst, arkitektur og litteratur blomstrede. Efter Simeons styre blev Bulgarien svækket af flere krige. I år 1014 led landet et svært nederlag i kampen mod Byzans. Den byzantinske hersker Basileios II blev kendt som Bulgaroktonos, bulgardræberen, efter at han beordrede sine soldater til at stikke øjnene ud på 14.000 bulgarske krigsfanger. Fire år senere var hele Bulgarien under byzantinsk kontrol, og Byzans kom til at herske over Bulgarien i næsten 200 år.
i 1185 lykkedes det bulgarerne at gøre oprør mod Byzans, og et nyt bulgarsk kongerige med sæde i byen Tarnovo kunne oprettes. Men de mange krige fortsatte: mod byzantinere, mongoler, serbere, ungarere og kristne korsfarere. Indre kampe og bondeoprør svækkede også landets muligheder for at forsvare sig mod trusler udefra.
I 1300-tallet begyndte det osmanniske (tyrkiske) rige at ekspandere, og tyrkerne indtog Bulgarien i 1396. For bulgarerne blev dette begyndelsen til en langvarig og hård besættelse, som varede næsten 500 år. Endnu i dag kalder bulgarerne denne periode for “det tyrkiske åg”.
I 1800-tallet voksede en nationalistisk vækkelse sig stærk. En bulgarsk opstand i 1876 blev besvaret af tyrkerne med omfattende massakrer. Omverdenen reagerede med afsky på, hvad der blev kaldt “de bulgarske grusomheder”. Rusland greb nu chancen til at erklære krig mod den tyrkiske arvefjende. I 1878 gik russiske tropper ind i Bulgarien og drev tyrkerne ud. Russerne dikterede vilkårene ved freden i San Stefano samme år og bestemte at der skulle oprettes et Storbulgarien under russisk beskyttelse. De øvrige stormagter, der frygtede, at Rusland derved fik alt for stor indflydelse på Balkan, pressede på for at få ophævet fredsaftalen. Ved Berlinerkongressen i 1878 blev Storbulgarien delt op mellem fem lande, Bulgarerne fik dog selvstyre i et område mod nord, som formelt var under tyrkisk overhøjhed.
I slutningen af 1800-tallet opstod de første politiske partier i Bulgarien: I 1891 Det Socialdemokratiske Parti (en fraktion af det blev senere til Kommunistpartiet), og i 1899 Agrarpartiet. Da ungtyrkerne tog magten i Tyrkiet i 1908, benyttede kong Ferdinand – som havde allieret sig med Serbien, Montenegro og Grækenland – lejligheden til at udråbe Bulgariens selvstændighed. Ved den første Balkankrig i 1912 tvang disse allierede tyrkerne til at afstå betydelige landområder, men det følgende år kom det igen til krig p.g.a. uenighed om, hvordan Makedonien skulle deles mellem de allierede. Nu tabte Bulgarien sine nyvundne landområder. Af Makedonien fik bulgarerne kun lov til at beholde et mindre område, mens resten blev delt mellem Serbien og Grækenland.
Håbet om at generobre Makedonien fik Bulgarien til at alliere sig med Tyskland og Østrig under Første Verdenskrig. Da det stod klart, at de ville tabe krigen, abdicerede kong Ferdinand til fordel for sin søn, Boris III.
Agrarpartiets leder, Aleksandar Stambolijski, blev ministerpræsident i 1919. Under hans autoritære styre blev der bl.a. gennemført en jordreform og indført progressiv indkomstskat. I 1923 blev Stambolijski styrtet og myrdet af en gruppe højreorienterede. Et kommunistisk kupforsøg året efter blev slået ned.
I slutningen af 1920’erne og i begyndelsen af 30’erne blev landet styret af skiftende koalitionsregeringer og militærregimer. Agrarer og kommunister blev tvunget i eksil i Jugoslavien og Rusland. I 1934 kom et autoritært regime til magten ved et statskup, støttet af militæret. Kong Boris III udnyttede utilfredsheden med dette regime og tog selv magten i 1935.
Under Anden Verdenskrig fik tyske tropper tilladelse til at bruge Bulgarien som udgangspunkt for angreb på Jugoslavien og Grækenland. I foråret 1941 besatte bulgarerne bl.a. den jugoslaviske del af Makedonien. Samme år gik Bulgarien aktivt ind i krigen på Aksemagternes side, men ville ikke deltage i krigen mod Sovjetunionen.
Kong Boris døde i 1943 og blev efterfulgt af sin seksårige søn, Simeon II. Den tyske indflydelse voksede trods folkelig modstand. Fædrelandsfronten, en venstreorienteret modstandsbevægelse, som blev dannet i 1942, greb til våben mod tyskerne. Efter slaget ved Stalingrad i 1943 vendte nazisterne krigslykke, og sovjetiske tropper nærmede sig Bulgarien. I 1944 marcherede Den Røde Hær ind i landet. Fædrelandsfronten, som nu var domineret af Kommunistpartiet og støttet af Sovjetunionen, indsatte en ny regering.

Historie efter 1945

Efter en tvivlsom folkeafstemning i 1946 blev Bulgarien erklæret for en folkerepublik, og kong Simeon gik i landflygtighed. Ved de første valg fik Fædrelandsfronten over 70 procent af stemmerne, og partisekretær Georgi Dimitrov blev ministerpræsident. I 1947 vedtog parlamentet en ny forfatning efter sovjetisk forbillede. Flerpartisystemet blev afskaffet, og det eneste tilladte parti bortset fra kommunistpartiet blev dets støtteparti, Agrarpartiet. Der blev gennemført store udrensninger, og over 2000 mennesker blev dømt til døden.
Gennem Fædrelandsfronten, hvor også fagforeninger, ungdomsorganisationer og andre masseorganisationer indgik, kontrollerede kommunistpartiet hele samfundet. Da Dimitrov døde, blev hans svoger, Valko Tjervenkov, ny partileder og ministerpræsident. Efter sovjetlederen Josef Stalins død i 1953 forsvandt en del af den hårde kerne fra partitoppen, men afstaliniseringen gik langsommere her end andre steder i Østeuropa.
I 1954 afgav Tjervenkov partilederposten til Todor Zjivkov, som kom til at dominere bulgarsk politik i mere end 30 år. Landet blev en af Sovjetunionens mest trofaste allierede. Der blev indført socialistisk planøkonomi, jorden blev kollektiviseret, og man opbyggede en sværindustri.
I begyndelsen af 1980’erne begyndte økonomien at stagnere, og det fik den folkelige utilfredshed med regimet til at vokse. Fra midten af årtiet blev Bulgarien også påvirket af den nye åbenhed i Sovjetunionen. I 1987 lancerede Zjivkov en bulgarsk variant af Mikhail Gorbatjovs reformpolitik, perestrojka, kaldet preustrojstvo. Den bulgarske opposition fik mod til mere åbent at kræve politiske reformer. Ved lokalvalgene i 1988 tillod kommunistpartiet for første gang uafhængige kandidater at stille op. De fik ca. en fjerdedel af stemmerne.
Den politiske aktivitet i landet voksede dramatisk, og der blev dannet mange nye oppositionsgrupper. Miljøbevægelsen Ekoglasnost fik en vigtig rolle, det samme gælder Den Uafhængige Forening for Menneskerettigheder i Bulgarien, den uafhængige fagbevægelse Podkrepa og Komiteen for Religiøse Fri- og rettigheder.
Nu protesterede også bulgarientyrkerne åbent mod den undertrykkelse, de havde oplevet i stort set hele kommunisttiden, men som var blevet endnu værre under den “bulgariseringskampagne”, regimet indledte i 1984.
Da Berlinmuren faldt i 1989, var regeringen hårdt presset af oppositionelle kræfter, og de personer i Kommunistpartiet, der ønskede reformer, øjnede en chance for at handle. I et internt “paladskup” blev Todor Zjivkov styrtet og erstattet af kuplederen, udenrigsminister Petar Mladenov. Han lovede omfattende politiske og økonomiske forandringer. I december fik oppositionspartier ret til at virke frit. Myndighederne afskaffede også, i alt fald formelt, de love fra 1984, der legitimerede diskriminationen af bulgarientyrkerne. Efter Zjivkov-regimets fald kom det frem, hvor dårlig landets økonomi var – Bulgarien havde bl.a. en meget stor udlandsgæld.
16 nye partier gik sammen i alliancen Unionen af Demokratiske Kræfter (SDS, også kendt under den engelske forkortelse UDF). Det var grupper med vidt forskellige interesser, der forenede sig i kampen for fortsat demokratisering, for markedsøkonomi og mod kommunismen. Ved siden af disse fandtes også Agrarpartiet, der havde forladt sin rolle som støtteparti for kommunisterne, samt Bevægelsen for Rettigheder og Friheder (DPS, på engelsk forkortet til MRF), som først og fremmest varetog bulgarientyrkernes og pomakkernes interesser.
I februar 1990 demonstrerede over 200.000 bulgarer i Sofias gader og krævede, at kommunisterne skulle give magten fra sig. Regeringen blev tvunget til at udskrive valg. På dette tidspunkt havde Kommunistpartiet skiftet navn til Bulgariens Socialistparti og ændret sit partiprogram i retning af en mere reformvenlig politik.

Ved de første demokratiske valg i juni 1990 gik Bulgarien imod den almindelige tendens i Østeuropa, da Socialistpartiet vandt flertallet af pladserne i parlamentet. Kort efter blev præsident Mladenov tvunget til at gå af, da det var blevet afsløret, at han i december 1989 havde ønsket at sætte militæret ind mod demonstranter. Han blev erstattet af den tidligere dissident og filosofiprofessor Zjelju Zjelev, der var leder af SDS/UDF.
Efter en strejke, der truede med at lamme hele landet, gik socialistregeringen af i november 1990 og blev afløst af en bred koalitionsregering under juristen Dimitar Popov. Hans regering indledte økonomiske reformer og et omfattende privatiseringsprogram. Reformerne kom i høj grad til at følge de retningslinjer og lånevilkår, den Internationale Valutafond, IMF, havde udstukket.
Ved valget i 1991 vandt en antikommunistisk alliance mellem UDF og MRF. UDF’s nye leder, Filip Dimitrov, blev ministerpræsident. Det første demokratiske præsidentvalg blev holdt i januar 1992 og blev vundet af Zjelev.
Den følgende periode var parlamentarisk meget ustabil, og regeringen var plaget af indre uenighed. i november 1992 tabte den en tillidsafstemning i parlamentet og blev afløst af en regering under den partipolitisk uafhængige Ljuben Berov. Flere tidligere kommunistiske politikere og højtstående embedsmænd blev tiltalt for bedrageri. Blandt dem var den tidligere præsident Zjivkov, som i 1994 blev idømt syv års fængsel.
I midten af 1990’erne var Bulgarien plaget af hyppige demonstrationer og social uro. Privatiseringerne blev ikke gennemført, og økonomien fik det dårligere. Gælden til udlandet voksede, og værdien på landets valuta, lev, styrtdykkede.
Præsidentvalget i 1996 blev vundet af Petar Stojanov fra SDS/UDF. I takt med den voksende økonomiske krise blev protesterne kraftigere. Inflationen var oppe på flere hundrede procent, valutaen var i frit fald, korruptionen i statsapparatet florerede, og statsgælden nåede nye højder. Bankvæsenet var i krise, og mange indbyggere sultede decideret.
Hver dag blev der holdt massedemonstrationer over hele landet med krav om nyvalg. Urolighederne kulminerede, da demonstranter i januar 1997 trængte ind i parlamentet, og det kom til voldelige episoder. De internt splittede socialister gik med til, at der blev udskrevet valg. Valget i april 1997 gav en overvældende sejr til centrumhøjrealliancen De Forenede Demokratiske Kræfter med SDS/UDF som største parti. Partileder Ivan Kostov blev ministerpræsident.
Den nye regering videreførte det økonomiske reformprogram og privatiseringerne, og økonomien stabiliserede sig. I 1998 var der økonomisk vækst. Prisen var dog stigende arbejdsløshed. Det skabte utilfredshed i befolkningen og fik støtten til regeringen til at falde. En medvirkende årsag til utilfredsheden var også, at regeringen i 1999 støttede NATOs indgriben i Kosovokrigen. En følge af krigen blev, at EU satte fart i forhandlingerne om medlemskab med landene på Balkan, og forhandlingerne med Bulgarien blev indledt i starten af 2000.

Aktuel politik

I år 2001 dukkede en ny aktør pludselig op på den politiske scene i Bulgarien. Det var eks-kong Simeon II, der i 1946 i en alder af ni år var flygtet ud af landet og havde bosat sig i Spanien. Som voksen havde han etableret sig som forretningsmand der. Nu vendte den 64-årige Simeon hjem og dannede sit eget politiske parti, Simeon II’s Nationale Bevægelse (på engelsk forkortet til SNM), som han stillede op med til parlamentsvalget i juni 2001.
Simeons valgprogram med løfter om højere levestandard og bekæmpelse af korruptionen fik hurtigt bred opbakning blandt bulgarerne, der var trætte af fattigdom og de gamle, korrupte politikere. Næsten 43 procent af vælgerne stemte på ham, og Simeons parti erobrede halvdelen af pladserne i parlamentet. Den borgerlige alliance De Forenede Demokratiske Kræfter (med SDS/UDF som største parti) fik godt 18 procent, og Koalitionen for Bulgarien, en venstrealliance domineret af socialisterne (de tidligere kommunister) godt 17 procent. Bulgarientyrkernes Bevægelsen for Rettigheder og Friheder, MRF, fik 7,5 procent.
Efter en vis tøven accepterede Simeon i midten af juli posten som ministerpræsident. Hans tøven skyldtes, at han ved sin tiltrædelse også dermed accepterede Bulgariens status som republik, ledet af en præsident, og således gav afkald på tronen.
Simeons parti dannede koalition med MRF, der dermed for første gang kom med i regering, samt to medlemmer af Socialistpartiet. Flere unge, vestligt uddannede erhvervsfolk fik også ministerposter.
Ved præsidentvalget i november 2001 vandt Georgi Parvanov, leder af Socialistpartiet, over siddende præsident Stojanov. Valget afslørede en vis splittelse i regeringen, da Simeons parti støttede Stojanov, mens MRF støttede Parvanov.
Efter godt tre år ved magten kan Simeons regering opvise flere politiske resultater. Det vigtigste er medlemskabet af NATO, der trådte i kraft i april 2004, og EU-forhandlingerne, der blev afsluttet med forventet optagelse af Bulgarien i 2007. Økonomien har også fået det bedre, især er arbejdsløsheden faldet betydeligt.
Ikke desto mindre er regeringen ikke specielt populær. Den har ikke kunnet indfri den brede befolknings store forventninger om en stigende levestandard. Korruptionen er stadig omfattende, og kriminaliteten høj. Da en gruppe brød ud af SNM i marts 2004, mistede regeringen sit parlamentariske flertal, og MRF krævede større indflydelse.
Samtidig er Socialistpartiet gået frem. Det er for en stor del den vellidte socialistiske præsident Parvanovs fortjeneste – ikke mindst fordi han ofte kritiserer regeringen. Simeons parti gik tilbage ved lokalvalgene i 2003, hvor socialisterne gik frem. Den borgerlige opposition blev splittet og svækket.

Udenrigspolitik

Siden midten af 1990’erne har medlemskab af EU været det vigtigste udenrigspolitiske mål for alle større partier. I kommunisttiden var Bulgarien et trofast medlem af østblokken og udgjorde Warszawapagtens front mod NATO-landene Grækenland og Tyrkiet. I dag er Bulgarien selv medlem af NATO.
Ansøgningen om medlemskab af EU blev indgivet i 1995, men den dårlige økonomi, den langsomme overgang til markedsøkonomi, det svage retsvæsen og den politiske ustabilitet betød, at der først blev indledt egentlige forhandlinger i 2000. Europa-kommissionen erklærede i juni 2004 disse forhandlinger for afsluttet og lovede landet medlemskab fra 2007 på betingelse af, at der skete yderligere reformer inden for retsvæsenet, og at der fandt en styrket indsats sted mod korruptionen. Uenighed om det bulgarske kernekraftværk i Kozloduj, som EU har kritiseret kraftigt, truede dog også med at forhale EU-medlemskabet. Bulgarien blev medlem af EU i 2007.
I 1994 kom Bulgarien med i NATO-programmerne NACC (senere EACP) og Partnerskab for Fred. Den borgerlige regering, der tiltrådte i 1997, ansøgte formelt om bulgarsk medlemskab af NATO og støttede alliancens bombninger af mål i Jugoslavien under Kosovokrigen i 1999, trods modstand fra Socialistpartiet og den generelle folkestemning i landet. Konkret forbød Bulgarien russiske overflyvninger. Siden ændrede Socialistpartiet kurs og besluttede at støtte NATO-medlemskabet, der blev en realitet i april 2004.
Som medlem af FN’s sikkerhedsråd gav Bulgarien i 2002 USA sin støtte i konflikten om FN’s våbeninspektioner i Irak. Bulgarien bidrog med 500 soldater til den polsk-kontrollerede zone i Irak efter den amerikansk-ledede invasion i foråret 2003, selv om et befolkningsflertal var imod det. Til trods for, at flere bulgarske soldater har mistet livet, og to civile bulgarere er blevet kidnappet og siden henrettet i Irak i juli 2004, stod den bulgarske regering i februar 2005 fast på sit engagement i Irak.
Bulgariens orientering mod vest har skabt afstand til Rusland. Moskva ser særligt skævt til det bulgarske NATO-medlemskab. Forholdet er dog blevet bedre, siden eks-kong Simeon blev ministerpræsident, selv om russerne har givet udtryk for irritation over planerne om at anlægge amerikanske baser i Bulgarien.
Forholdet til Tyrkiet har af historiske grunde været præget af en vis mistro. Forbindelsen mellem de to lande blev dog betragteligt bedre i begyndelsen af 1990’erne, da vilkårene for det tyrkiske mindretal i Bulgarien blev forbedret. I 1999 fik tyrkiske NATO-soldater tilladelse til at køre gennem Bulgarien på vej til Kosovo. Det var første gang i 121 år, at tyrkiske soldater befandt sig i Bulgarien.
Forholdet til Makedonien blev længe vanskeliggjort af, at Bulgarien gjorde krav på makedonske områder og ikke ville acceptere makedonsk som et selvstændigt sprog. Alligevel anerkendte Bulgarien allerede i 1992 den makedonske regering, og der blev oprettet fuldstændige diplomatiske forbindelser et par år senere. I en historisk aftale i begyndelsen af 1999 anerkendte Bulgarien eksistensen af en makedonsk nation.
Bulgariens beslutning i 1992 om at oprette formelle forbindelser med Makedonien skabte til gengæld spændinger i forholdt til Grækenland, men det fik ingen afgørende betydning for den fortsatte kontakt mellem landene. Grækenland er i dag en af Bulgariens vigtigste handelspartnere.
Det bulgarske forsvar gennemgik store nedskæringer i 1990’erne, og forud for indtrædelsen i NATO blev militæret yderligere tilpasset forsvarsalliancens krav, bl.a. med en nedsættelse af antallet af værnepligtige. Bulgarien har deltaget i fredsbevarende styrker i bl.a. Bosnien, Etiopien og Eritrea.

  • Officielt navn: Reppublika Balgarija – Republikken Bulgarien
  • Vigtigste politiske partier (mandater ved valget i 2001): Simeon II’s nationale bevægelse, SNM (120), De Forenede Demokratiske Kræfter (51), Koalitionen for Bulgarien (48), Bevægelsen for rettigheder og friheder, MRF (21).
  • Medlemskab af internationale og regionale organisationer: CEFTA, Europarådet, FN, IMF, NATO, OSCE, WTO, EU
  • Forsvarsstyrker: hæren 25.000 mand, flåden 4370, flyvevåbnet 13.100, halvmilitære styrker 34.000
  • Forsvarsudgifter: 500 mio. US dollar

Økonomi

Før Anden Verdenskrig var Bulgarien et udpræget landbrugsland, men under kommunismen blev der især satset på sværindustrien som en del af den økonomiske integration med Sovjetunionen. I 1990’erne gennemgik landet en smertefuld og langsom omstilling til markedsøkonomi. I starten af 2000-tallet stod servicesektoren for over halvdelen af BNP, mens industri og landbrug stadig har store problemer at slås med.
i starten af 1990’erne faldt landbrugs- og industriproduktionen kraftigt, og både inflationen og arbejdsløsheden skød  i vejret.  Mange bulgarere fik det svært, da priserne steg, og der opstod akut mangel på både korn og brændsel. En hel del overlevede ved at dyrke til selvforsyning i deres egne haver. Udlandsgælden steg og nåede i 1993 op på over 13 mia. dollar.
For at afværge et økonomisk sammenbrud indgik regeringen en aftale med Den Internationale Valutafond, IMF, om lån til gengæld for privatiseringer og stramninger. Politisk ustabilitet gjorde dog, at reformarbejdet gik i stå, mens inflationen steg, og kursen på den bulgarske lev faldt. Landets valutareserver blev også drænet. Den økonomiske krise kulminerede i 1997, da IMF indstillede sine udbetalinger.
Den borgerlige regering, der trådte til i 1997, satte reformtempoet i vejret for at fremskynde overgangen til markedsøkonomi. Der blev oprettet et særligt kontrolorgan for valutaen, der med en fast kurs blev koblet til den tyske mark (og senere til euroen). Privatiseringsprogrammet blev også genoptaget. Inden da var under 10 procent af de statsejede foretagender blevet solgt, og det var især mindre virksomheder.
Resultatet var en genoprettelse af landets økonomi, der i 1998 for første gang i ti år oplevede en vækst i BNP. Inflationen blev bremset, og valutakursen stabiliseret. Efter flere år med store underskud kom statsbudgettet stort set i balance, bl.a. takket være forbedret skatteopkrævning. Det var især den private servicesektor, der bidrog til den økonomiske fremgang, mens industri og landbrug haltede bagefter.
Siden da har den bulgarske økonomi stort set været styret af IMF’s krav og EU’s vilkår for medlemskab. Valutaen var i begyndelsen af 2000-tallet stadig stabil, og den økonomiske vækst god. Arbejdsløsheden faldt fra 19 procent i 2001 til 13 procent i 2004. Hundreder af nye, små virksomheder var blevet startet, og tilliden til bankvæsenet var atter stigende efter omstruktureringer og privatiseringer også i denne sektor. Nu genereres trefjerdedele af BNP i den private sektor, og over 80 procent af de tidligere statsvirksomheder har fået private ejere. I 2002 kunne EU konstatere, at Bulgarien nu havde en “fungerende markedsøkonomi”.
Bulgarien startede dog fra et meget lavt udgangspunkt, og trods de økonomiske fremskridt har landet i dag et BNP per indbygger, der svarer til en tredjedel af EU-gennemsnittet. Landet lokker heller ikke så mange udenlandske investeringer til sig, som man havde håbet på. Produktiviteten er stadig lav inden for landbrug og industri, og udlandsgælden er stor med en stor rentebyrde til følge. Store dele af befolkningen har ikke mærket noget til den økonomiske fremgang, der primært har gavnet middelklassen i byerne. Samtidig har Bulgarien hvert år et stort underskud på handelsbalancen.

Naturressourcer, energi og miljø

Bulgarien er nødt til at importere både råvarer og energi. De vigtigste naturressourcer er jern, kobber, mangan, bly og zink.
Energiforbruget dækkes af importeret olie og naturgas fra især Rusland, samt af egne, kulfyrede kraftværker, af et kernekraftværk og i mindre grad ved vandkraft. Kullets kvalitet er ofte lav, men de kulfyrede kraftværker producerer over halvdelen af elektriciteten.
Bulgariens eneste kernekraftværk i Kozloduj ved Donau stod i starten af 2000-tallet for 40 procent af elektriciteten. Anlægget har seks reaktorer, hvoraf de fire ældste er sovjetisk konstruerede trykvandsreaktorer, som der har været enkelte udslip fra. Allerede i begyndelsen af 1990’erne erklærede både EU og Det internationale Atomenergiagentur, IAEA, at kraftværket burde lukkes. EU og Bulgarien blev i 1999 enige om at lukke de to ældste reaktorer inden 2003, hvilket også skete. EU vil gerne have yderligere to reaktorer lukket, men et tab af fire reaktorer vil være en storbelastning for økonomien og kost tusinde af arbejdspladser.
Bulgarien slås med store miljøproblemer, særligt i form af forurening fra kulkraftværkerne og sværindustrien. De ressource, der satses på miljø, er for små, og miljøbevægelsen er svag.

Landbrug og industri

Bulgarien er et frugtbart land. De beste landbrugsområder er Donausletten og Den Thrakiske Slette i sydøst. De vigtigste afgrøder er hvede, majs, byg, olieplanter, sukkerroer, vindruer, grønsager, frugt og tobak. Landbrugets dyrehold omfatter alt lige fra biavl til bøfler. Bulgarien er kendt for fremstilling af yoghurt og fåreost.
Frem til 1940’erne var de små landbrug helt dominerende, men under kommunismen blev bønderne tvunget ind i store, statslige kooperativer. Overgangen til markedsøkonomi i 1990’erne gik meget langsomt inden for landbruget. Politikerne var uenige om, på hvilken måde de statslige landbrugskooperativer skulle give tilbage til de oprindelige ejere. Disse omstillingsvanskeligheder samt tab af tidligere eksportmarkeder i øst, misrøgt og dårlig økonomi førte til, at landbrugssektoren mere eller mindre brød sammen. Produktionen faldt drastisk, og mange plantager og marker lå uopdyrkede hen.
Siden årtusindskiftet er al jord givet tilbage til de oprindelige ejere, men disse enheder er alt for små til at kunne drives rentabelt i kommercielt øjemed. Der er dog enkelte større kooperativer, der drives på privat jord som i Vesten. Der investeres desuden alt for lidt i sektoren, som beskæftiger mellem 10 og 25 procent af arbejdsstyrken (oplysningerne varierer) og står for en sjettedel af eksporten.
Industrialiseringen kom sent til Bulgarien, nemlig først efter den kommunistiske magtovertagelse i 1940erne. Først blev der satset på sværindustrien, men i 1980’erne begyndte Bulgarien at prioritere småindustri, elektronik – blandt andet computere – og biokemisk industri. Frem til 1989 var industrien især rettet mod eksport til Sovjetunionen, der forsynede den bulgarske industri med brændstof og råvarer.
Efter kommunismens fald kom industrien til at mangle både råvarer og energi, som man nu måtte købe til verdensmarkedspriser. Produktionen faldt drastisk, også fordi, statsstøtten blev skåret ned eller faldt helt bort. Industrien kunne heller ikke konkurrere med andre landes produkter på verdensmarkedet. De brancher, som blev hårdest ramt, var elektronik- og maskinindustrien samt forsvarsindustrien.
Industrisektoren omfattede mange store statslige foretagender, som oftest var urentable. I de første år efter selvstændigheden gik især de mindre virksomheder over   på private hænder, men efter 1997 blev privatiseringstempoet sat op. Ved årtusindskiftet havde stort set hele industrisektoren fået private ejere.
Selv om sektoren som helhed lider under følgerne af den ensidige satsning på sværindustri under kommunismen og af omstillingsvanskelighederne i 1990’erne, er der nu tale om vækst i industrien, særligt i tekstilbranchen.

  • BNP/indbygger: 7600 US dollar (købekraftkorrigeret, skøn, 2003)
  • Diverse sektorers andel af BNP: landbrug 14%, industri 29%, service og andet 57%
  • Naturressourcer: sten- og brunkul, jern, bly, zink, mangan, kobber
  • Årlig eksport: 6,2 mia. US dollar
  • Årlig import: 7,9 mia. US dollar
  • Vigtigste eksportvarer: tekstiler, tøj, sko, metaller og metalprodukter, landbrugsvarer, maskiner
  • Vigtigste importvarer: mineraler, brændsel, maskiner og transportudstyr, diverse forbrugsvarer, mekiske produkter
  • Vigtigste eksportmarkeder: EU (primært Italien, Tyskland og Grækenland)
  • Vigtigste leverandørlande: Tyskland, Rusland, Italien, Frankrig, Grækenland
  • Valuta: 1 lev = 3,81 DKK

Arbejdsmarked og sociale forhold

Økonomiske kriser med massefyringer og fabriksnedlæggelser førte ti l stor social uro i 1990’erne. Ved omstruktureringer og nedlæggelser af statslige foretagender forsvandt mange, tidligere sikre job. Den registrerede arbejdsløshed voksede og nåede sit foreløbige højdepunkt med 19 procent i foråret 2000.
En del tidligere statsansatte fik arbejde i nydannede private virksomheder, men mange andre er underbeskæftigede eller arbejder sort. I 2003 var arbejdsløsheden faldet til 13 procent takket være væksten i den private sektor og en mere effektiv arbejdsmarkedspolitik.
Der er store regionale forskelle i arbejdsløshedsmønstret. i Rhodopes-området i sydøst, hvoromkring halvdelen af befolkningen er bulgarientyrkere, ligger arbejdsløsheden på ca. 65 procent. Blandt sigøjnerne er over 70 procent arbejdsløse.
Understøttelsen er lav og afhængig af ens familiesituation samt af, hvor længe man har været arbejdsløs. Også lønningerne er lave sammenlignet med andre lande i Øst- og Centraleuropa. Arbejdstiden er 40 timer om ugen.
Knap halvdelen af alle ansatte er fagligt organiserede, og der bliver færre og færre medlemmer i fagforeningerne. I kommunisttiden var fagforeningerne samlet i De Bulgarske Fagforeningers Centralråd, en masseorganisation, som var underlagt partiet. Den blev i 1990 omdannet til et uafhængigt centralforbund og skiftede navn til Sammenslutningen af Uafhængige Fagforeninger i Bulgarien (KNSB). Den er paraplyorganisation for over 70 fagforbund med ca. tre mio. medlemmer.
Diskrimination af kvinder eller medlemmer af de nationale mindretal er ikke usædvanlig. Disse grupper forfordeles, når det gælder job og lønniveau. I 2003 blev lovgivningen skærpet, så princippet om lige løn for lige arbejde nu formelt er gældende.
Overgangen til markedsøkonomi i 1990’erne betød store afsavn for befolkningen som helhed. Under krisen i 1997 var der mange, der decideret sultede. Endnu i starten af 2000-tallet var situationen vanskelig for mange, ikke mindst pensionister, arbejdsløse, handicappede, børnehjemsbørn og gadebørn samt sigøjnere. Ca. 20 procent af bulgarerne er ifølge FN’s udviklingsorganisation, UNDP, absolut fattige og til dels underernærede. Børnedødeligheden steg i 1990’erne og var i 2004 stadig højere end gennemsnittet i EU. Den forventede levealder faldt også i kriseårene, men er siden steget igen.
Sigøjnere er en særligt udsat gruppe. Deres sundhedstilstand er meget dårligere end landsgennemsnittet, den gennemsnitlige levealder er fem-seks år kortere, og spædbørnsdødeligheden er dobbelt så høj. Forskellen skyldes fattigdom og dårlige levevilkår med mangelfulde sanitære forhold.
Social- og sundhedssektoren er blevet gennemgribende forandret siden kommunismen, hvor alle havde ret til gratis sygehjælp og anden pleje. Der er sket store nedskæringer, samtidig med at det har taget lang tid at etablere et nyt system til afløsning af det gamle. Først i 1999 begyndte man at indføre et mere omfattende brugerfinansieret forsikringssystem med lige store bidrag fra arbejdsgivere og ansatte. Dele af sundhedssektoren er nu i privat regi.
Det statslige sociale sikringssystem omfatter bl.a. arbejdsskadeerstatning, barselsorlov, understøttelse og førtidspension. Pensionsalderen er normalt 60 år for mænd og 55 år for kvinder, men visse grupper af lønmodtagere har ret til tidligere pension.
Den høje kriminalitet er et stort socialt problem. Organiserede forbrydersyndikater er aktive i landet og står bag grove forbrydelser som narkotikasmugling, menneskehandel, illegal spillevirksomhed, falskneri og prostitution.

Infrastruktur og turisme

Vejnettet er af en ganske høj standard. De vigtigste veje samt jernbanerne er blevet repareret med støtte fra andre lande. En stor del af lastbiltrafikken mellem Europa og Mellemøsten passerer gennem Bulgarien, der også selv har en omfattende godstrafik. Af landets ca. 37.000 km veje er kun godt 320 km motorvej.
Man kan komme til de fleste større byer med tog, og de statslige jernbanelinjer har en samlet sporlængde på ca. 6500 km. Hovedstaden, Sofia, har undergrundsbane og sporvogne.
Bulgarien og Rumænien blev i år 2000 enige om at bygge en ny vej- og jernbanebro over grænsefolden Donau med økonomisk støtte og lån fra EU.
Donau er en vigtig søvej, ikke mindst for Bulgariens handel med Centraleuropa. De vigtigste Donauhavne findes ved byerne Ruse og Vidin. Burgas og Varna ved Sortehavet har været hjemsteder for den store bulgarske handelsflåde i mange år.
Luftfragt og persontransport inden for landets grænser har forholdsvis ringe betydning. Det statslige luftfarsselskab Balkan Airlines gik konkurs i 2002, og et nyt statsligt flyselskab, Bulgaria Air, overtog driften. Man indledte en modernisering af lufthavnen i Sofia i slutningen af 1990’erne. To andre internationale lufthavne i Burgas og Varna anvendes mest af indenrigs- og charterfly.
Bulgarien var et populært turistland for besøgende fra andre østlande i de år, da det var svært for dem at rejse uden for østblokken. Turisterhvervet er vokset stærkt siden 1970’erne, da landet blev “opdaget” af turister fra Vesten. Over halvdelen af de statslige turistfaciliteter havde fået private ejere i 1999, og samme år begyndte arbejdet med a hæve standard og service.
Bulgarien kan tilbyde side besøgende sol- og badeferier ved Sortehavet, skisport om vinteren, jagt i vildtreservater og “økoturisme” i bjerge og skove. UNESCO har optaget ni bulgarske kulturmonumenter og naturområder på sin Verdensarvsliste. Turister kommer fra hele Europa og efterhånden er der også mange besøgende fra USA.

Flere informationer om Bulgarien

Jeg har her samlet en række links til sider med mere information om billeje og rejser til Bulgarien. Foruden Google finder du informationer på nedenstående sider.

Bulgariens ambassade: Gamlehave Allé 7, 2920 Charlottenlund

Den danske ambassade i Sofia: Royal Danish Embassy, Dondoukov Boulevard 54, Postbox 1393, Sofia 1000.

Rejser til Bulgarien kan du bla. finde hos TripX Rejser eller Balkanholidays som er specialist i Bulgarien

Jeg tager forbehold for fejl og ændringer i ovenstående artikel med informationer til din ferie med billeje i Bulgarien

Vi vil gerne høre fra dig, hvis du har spørgsmål, yderligere information eller andet, som vi alle kan have glæde af. Læg en kommentar herunder